Til børn… og alle os andre…

Jeg var ude at købe julegaver til ungerne i dag, de skulle blandt andet have nye gummistøvler. Og da jeg så rendte rundt i den her skobutik og kiggede på forskellige gummistøvler til ungerne, gik det op for mig at jeg også selv burde ønske mig et par nye gummistøvler. For vinteren i år lader til at blive en rigtigt våd en. Sneen er udeblevet, men det er regnen til gengæld ikke – og alle mine fine sko og støvler i læder er ved at give op. Problemet er bare at gummistøvler er utroligt kiksede! Ja, jeg ved det godt, som enhver anden mor har jeg alle argumenterne parat, når ungerne skal overbevises om at gummistøvler er fantastiske. Men som enhver anden kvinde vil jeg hellere falde død om end at blive set i gummistøvler af nogen jeg kender. Det er sørgeligt men sandt, gummistøvler pynter bare ikke på nogen! Det kan godt være at fødderne holdes tørre og varme, men til gengæld kan man dø af skam over at rende rundt og ligne den kvindelige version af Søren Ryge. På den anden side er ødelagte læderstøvler heller ikke det smukkeste, så gummistøvler ryger nok alligevel med årets ønskeseddel.

Comments are closed.