Hvad er det med gamle mennesker, der gør at deres sprog på et eller andet tidspunkt går helt i stå og bare stopper med at udvikle sig, som om der ikke er plads til flere nye ord? Jeg elsker søde, gamle damer og deres vildt gammeldags brug af det danske sprog. I går sendte min oldemor mig for eksempel en tur til materialisten for hende. Til dem der ikke er klar over det, så er materialisten det gamle ord for matas og bruges så vidt jeg ved kun af søde gamle damer, som åbenbart mener at matas er for svært et ord at huske. Jeg ved ikke helt hvad det er der får deres sprog til at gå i stå eller om der er nogen regelmæssighed i hvornår det går i stå. Jeg ved heller ikke helt om materialisten er matas’ gamle navn eller om materialisten nærmere er en betegnelse for butikker af matas slags – men så igen, der er jo ikke andre butikker af matas’ slags… Det er lidt et sprogligt mysterium, men min oldemor holder altså stædigt fast ved at matas hedder materialisten, og så længe jeg ved hvad hun mener så er det jo også fint nok…