Min skønne søn, Mathias, skulle i sidste uge på lejrskole med klassen. Vi havde pakket hans taske, sovepose og hovedpude og han var helt klart til turen. De skulle sove i telt i to dage i en hyggelig lille skov ca. 30 kilometer væk fra skolen og alle ungerne glædede sig helt vildt meget. Da vi skulle finde sovepose frem til Mathias dukkede min gamle fjällräven sovepose frem fra gemmerne og straks kom jeg til at tænke på alle de ture som denne havde været igennem. Jeg fik den af min far da jeg gik på Gymnasiet, hvor vi selv skulle på telttur i introugen. Fantastisk tid – den overlevede de tre år, og endda også et par ture til diverse festivaller. Jeg blev helt nostalgisk ved gensynet og vidste ikke helt om jeg kunne klare at give min søn denne pose med minder. Men efter lidt tid måtte jeg overgive mig. Tiden var en svunden tid – men minderne ville ingen da kunne tage fra mig. Tværtimod. Og nu var det i grunden Mathias’ tur til at skabe minder, og hvorfor ikke bygge videre på mine så længe den kan holde? Dejlig dag og vi fik sendt Mathias godt afsted.